Ole Hans Laurits KNUDSEN

1 Minder fra Foldingbro-egnen

i krigen 1848 - 50.

Ved lærer J.H.Byriel, Ø.Vamdrup.

Afdøde toldassistent H.L.Knudsen i Vamdrup, der er opvokset i

egnen ved Foldingbro, hvor hans fader var gårdmand, har efter¬

ladt sig en del optegnelser fra krigsårene 1848 - 50. Nogle af

dem er af mere almindelig art og medtages derfor ikke, medens

andre knytter sig til Foldingbro og omegnen der og turde have

så megen interesse, at de bør frelses fra forglemmelse ved at

optages i Årbogen.

Ved krigens udbrud var Knudsen 14 - 15 år gammel og opholdt sig

i hjemmet, hvor han hjalp sin fader ved landbruget; han blev

her vidne til adskillige tildragelser, som jeg vil gengive med

hans egne optegnelser.

Således fortæller han om en ægtkørsel til Kolding, da general

Wrangel havde besat denne by efter slaget ved Slesvig:

"Jeg husker ganske tydeligt, at det var den 20.maj, fader fik

ordre til at stille til ægtkørsel. Han skulle møde i Kolding

for at aflevere til fjenderne en vognladning proviant, be¬

stående af hø, brød, saltet og røget flæsk og kød, linned mm.

Fader kørte selv, og jeg fik lov at køre med. Da vi kom til

Kolding, fik vi at vide, at varerne skulle afleveres på Stald¬

gården, og det var noget nyt for mig at se mig om der, da jeg

ingen sinde tidligere havde været oppe ved slottet. Her blev

jeg vidne til, at mange dejlige danske kreaturer blev slagtet

af fjenderne, så blodet løb som en lille sø ned i Slotssøen."

"En 8 dages tid efter dette var jeg en dag oppe på marken for

at tilse kreaturerne, hvilket jeg endnu tydeligt kan erindre;

der så jeg en stor militærafdeling, kommende østfra og be¬

stående af fodfolk rykke fremad mod Foldingbro. Den var imid¬

lertid så langt borte endnu, at jeg ikke kunne afgøre, om det

var tyskere eller danskere, der kom. Men jeg troede aldeles

bestemt, at det var vore egne folk, hvorfor jeg løb hjem og

fortalte i glad begejstring, at en afdeling danske kom østfra,

og vi begav os da straks til Foldingbro, omtr. 10 minutters

gang fra mit hjem. Min moder fik i hast skåret en del smøre¬

brød, som hun tog med for at dele det ud blandt soldaterne, og

jeg tror, at fader havde en dunk brændevin med. Men hvem

skildrer vor skuffelse, da vi opdagede, at det var fjender,

nemlig en afdeling af det hannoveranske jægerkorps, som rime¬

ligvis var på tilbagevejen og efter skulle ud af Nørrejylland.

Tyskerne var i dårligt humør; de havde rigtignok musikken med,

men der lød hverken spil eller sang; de var helt tavse, og de

så snavse og pjuskede ud, at der ingen ren plet var at finde på

dem. Det eneste, der glimrede en smule, var bajonetterne.

Tyskerne fik ikke moders mad, som hun uddelte til toldbetjente¬

nes koner og børn, der blev rigtig glade, og fader tog sin

brændevin med hjem igen.

Hele styrken marcherede lige gennem Foldingbro og over åen,

hvorefter de gjorde holdt ved et tæt ved liggende hus. Her

fandt fjenderne altid en god modtagelse, da husets ejer var

tysksindet. I en af hans bygninger var der indrettet et bræn¬

deri, og fra dette var der god udsigt over egnen, så tyskerne

her kunne sikre sig mod at blive overrumplede af en dansk

styrke.

En dag ikke længe efter det foran fortalte kom der en tysk

pa-trouille dertil, og straks blev der sat en obsevationspost

op på brænderibygningen, og denne post gik nu frem og tilbage

på det flade tag uden just at holde al for skarpt udkig. I det

samme kom en af vore herregårdsskytter ad Vejle-Chausseen

nordfra. Tyskeren opdagede ham omsider og ville vise ham, at

han ikke var bange, hvorfor han vendte bagdelen til og gjorde

skytten opmærksom på, at her var et mål han kunne skyde efter.

Denne var nu kommet så nær på sin raske ganger, at han vel

kunne træffe, hvorfor han rask hævede sin bøsse; men straks

viste tyskeren, hvor modig han, når alt kommer til alt, var,

idet han hurtigst muligt forsvandt ind gennem en åbning i

taget. Havde tyskeren kun ventet et par sekunder længere, turde

han ganske sikkert være befordret ind i evigheden, efter hvad

skytten senere udtalte.

Nogle dage efter fik vi til vor store glæde flere af vore folk

at se; mine forældre fik en indkvartering af 17 dragoner, vist

af 6. regiment, ført af en løjtnant. De var ved os fra tidlig

om formiddagen til langt ud på eftermiddagen. For at sikre dem

mod en mulig overrumpling fra fjenden blev der straks udsat en

post. Også jeg fik lov at holde vagt og blev opstillet oppe på

marken på en bakkekam bag en stor pilebusk, hvor jeg havde en

god udsigt i flere miles omkreds til alle sider og navnlig ud

over Kongeå-dalen og langt ind i Sønderjylland. Jeg havde jo

selvfølgelig ingen uniform på, så fjenderne, om der skulle være

nogen tæt ved, ingen anelse kunne have om. at jeg stod på lur;

selv syntes jeg jo, at jeg var en rigtig helt; thi min faders

skarpladte gevær havde jeg med og længtes efter at komme til at

skyde; for noget øvet deri var jeg, idet en 2 - 3 måneder i

forvejen 2 jægere havde været i kvarter hos mine forældre i 3

uger og givet mig undervisning i skydning omtrent hver dag.

Efter at dragonerne og deres heste havde holdt hvil hos os og

var blevet vederkvægede med mad og drikke samt fået deres

brødposer fyldt med brød, kød, flæsk og smør og feltflasken med

god kornbrændevin, tog de en hjertelig afsked med os og takkede

mig for min feltvagttjeneste. Derpå drog de sydpå og udtalte

ønsket om at få fat i general Wrangel og hans folk for at

afbetale lidt mere af de 4 millioner, som disse ikke fik held

med at bringe ud af Jylland. Den lille styrke drog over åen ind

i Sønderjylland og tog vejen gennem landsbyen Dover ad Rødding

til. Om de kom til at yde den ønskede afbetaling, vides ikke;

men det gjorde de vel næppe, da general Wrangel trak sig

tilbage fra Dybbølstillingen, og der kun blev kæmpet meget lidt

resten af dette år, bl.a. ved Steppinge, hvor fjenden trak det

korteste strå. Sidst i August blev der sluttet våbenstilstand

for 6 måneder, nemlig til sidst i marts 1849."

"I november måned fik mine forældre 2 danske soldater i kvar¬

ter, og de blev ved os hele vinteren til ind i foråret 1849. De

kunne synge en hel del af de dengang velkendte krigssange og

andre viser, og det gik lystig med sang, når lejlighed gaves.

Soldaterne, hvem alle danske så op til i disse tider, måtte

også passe deres tjeneste, som bestod af felt- og vagttjeneste.

Vagttjenesten var i Foldingbro, hvor et af toldstedets lokaler

blev benyttet til vagtstue; men i det hele havde vore 2 jenser

ikke meget at tage sig for, og navnlig i julen var de så godt

som helt fri, hvorfor de også var med ved alle julegilder der i

nabolaget sammen med mine forældre, og det gik da altid lystigt

med sang og fortællinger fra krigen.

Nu kom imidlertid nytårsaften, og så skulle der jo bruges alle

de uskyldige løjer som et opfindsomt hoved kan finde på. Min

største lyst var det at gå omkring hos naboerne og skyde det

gamle år ud, men selvfølgelig med et rigtigt gevær, og et

sådant havde jeg ikke, da min fader nægtede at låne mig sit.

Derfor var gode råd dyre. Jeg gik med den tanke, at en af vore

jenser måske var villig til at låne mig sit; men sikker i min

sag var jeg ikke, for de måtte ikke låne deres gevær ud til

nogen; alligevel spurgte jeg den ene, hvis døbenavn også var

Jens, smed af profession og stor og stærk, om lov til at få

geværet nytårsaften. Jeg skulle nok passe godt på det, lige så

godt som om det var ham selv, der brugte det; men han svarede:

"Ja, min dreng, jeg ved jo nok, at du nogenlunde forstår at

håndtere et gevær, men alligevel får du ikke mit, fordi det er

os forbudt at låne vore geværer ud til uvedkommende." Deraf

blev jeg meget ked, fordi der så ingen udsigt var for mig til

at komme ud at skyde. Begge soldater mærkede godt, hvorledes

afslaget bedrøvede mig; de talte så lidt sammen i enrum, og

derefter kom Jens hen til mig og sagde, at da han kunne forstå,

at det var mig meget om at gøre at komme ud at skyde nytår ind,

så ville han alligevel låne mig geværet, når jeg ville love ham

at omgås det med den største varsomhed og så være tilbage om en

time. Præcis en time efter afleverede jeg geværet i uskadt

stand til Jens.

Den første måned af 1849 forløb i ro; men sidst i februar

begyndte der atter at komme røre i tilstandene. Jeg blev en dag

sendt i et ærinde til Foldingbro og skulle over på den anden

side af Kongeåen for at købe varer, der ikke kostede noget i

told; men da jeg var kommen omtrent midt ud på broen, kom der

et tysk jægerkorps vestfra og ville hen på gæstgivergården,

hvis vært var tysksindet. Hans navn mindes jeg ikke; men han

var godt kendt der i egnen for sin tyskhed, og han var både

vært, købmand, brændevinsbrænder og teglværksejer, ja under¬

tiden også dyrlæge, og kom i den måde i berøring med mange

folk. Tyskerne besatte straks broens sydlige side med en

dobbelt vagtpost, som stod med skarpladt gevær og hanen spændt,

altså færdig til at skyde, om det skulle gøres nødvendigt. Jeg

var som sagt nået ud på broen og syntes, det så farligt ud med

de to drabanter.

Vor feltvagt på toldstedet, omtrent 200 alen borte, udsendte

straks en dobbelt vagtpost, som besatte broen på nordsiden; den

ene af posterne var Jens, som boede hos os, og han var rigtig

kommen i krigshumør ved at se fjenden på så nært hold; han

råbte så højt, at tyskerne godt kunne høre det: "Lad os skyde

dem ned, de hunde! De er ikke mere værd end et skud krudt og en

kugle og næppe nok det samme. Vi vil have dem af vejen, de

tyske asener!" Han lagde også geværet til kinden og sigtede, så

jeg troede, han havde skudt på dem dersom ikke hans kammerat

havde taget fat på bøssen og holdt på den, til Jens tabte noget

af sin hidsighed. Kammeraten gjorde ham indlysende, at det på

ingen måde kunne gå at bryde våbenstilstanden, da det kunne

have de værste følger for dem. Men jeg tror alligevel, tyskerne

var blevet noget ængstelige, for kort efter trak de vagtposten

bort. Jeg gik nu hen til købmanden for at handle, men tillige

for at udforske, hvor tyskerne agtede sig hen, når de drog fra

Foldingbro, og fik da også at vide, at de agtede sig sydpå

gennem Dover, Rødding, Gram, Højrup og langs Sønderjyllands

vestkyst til Tønder. Med den besked kom jeg tilbage, og jeg

syntes, vore folk blev veltilfredse med den besked; i det

mindste fik jeg megen ros for min iagttagelse. Jeg tror nok, at

hele omegnens danske militærstyrke var bleven alarmeret ved

dette tilfælde, da man jo ikke vidste, hvad tyskerne kunne

hitte på.

En 3 ugers tid derefter forlod de 2 jenser, der var bleven os

kære, mit hjem til stor sorg for mig, der holdt så meget af

dem, at jeg intet hellere ønskede end at beholde dem altid.

Sidst i april, et par dage efter slaget ved Ejstrup og Kolding,

måtte min fader atter ud med sold til tyskerne, og han fik, som

forrige gang, ordre til at stille med en vogn i Kolding,

belæsset med levnedsmidler og fourage, og også denne gang var

jeg med. Da vi var nået et stykke op øst for Hvilested kro,

opdagede jeg på en pløjet mark syd for landevejen og ganske tæt

ved en rund genstand; jeg var meget nysgerrig efter at se, hvad

det kunne være, hvorfor jeg skyndsomst løb derhen og fandt, at

det var en 6-pundig kanonkugle. Jeg skrabede i hast noget jord

over den, så den ikke var at se; thi det var min beslutning at

tage den med hjem,når vi kom tilbage, hvad jeg også gjorde.

Da vi kom en fjerdingvej længere frem,opdagede jeg i landevejs¬

grøften en blodig støvle, hvori der stak et overskudt ben; men

om det havde tilhørt en fjende eller en ven, kunne vi ikke

afgøre. Vi lod det ligge, gjorde holdt ved det nærmeste hus, og

fader bad konen om at sørge for, at benet blev begravet på

Harte kirkegård, som ligger tæt ved, og hun lovede at gøre

efter hans ønske.

Da vi kørte ind i Kolding by, hvor soldet skulle afleveres, var

der en mængde folk, så passagen blev så snæver, at vi næsten

ikke kunne komme frem. I Losbygade var der opført store for¬

skansninger af svært tømmer, hvori der var lavet skydeskår, og

på begge sider af forskansningerne var der tilført en masse

gødning, ler og jord, vel for at hindre, at kanonkugler kunne

trænge igennem. Vi slap omsider gennem trængselen og fik

varerne afleveret på Staldgården.

Efter våbenstilstandens udløb i juli 1850 overskred den danske

hær grænsen mod Sønderjylland og drog rask mod Sønderjylland og

drog rask mod syd for at søge slag mod oprørshæren. Store

skarer af danske tropper, både rytteri, artilleri og fodfolk,

ilede mod syd.

En dag var jeg gået til Vejen for at besøge en slægtning, da

der kom en stor artillerikommando dertil i huj og hast nordfra

og holdt hvil i byen en time, så der var jo lidt tid til at

beskue al det svære skyts, der var med.

Efter en times tid drog tropperne over grænsen ved Skodborghus.

Også over Foldingbro kom i de samme dage større hærafdelinger

og satte kursen mod syd."

Hermed slutter optegnelserne. Om toldassistent Hans Laurids

Knudsen kan oplyses, at han er født i Uhre den 15. august 1834.

Efter krigen 1864 blev han den 26. januar 1865 ansat som

gendarm i grænsegendarmeriet, udnævntes 1. april 1868 til

korporal og har været stationeret i Skibelund, Hjejlsminde, Kær

Mølle og Frederikshøj, til han fra 31. oktober 1875 flyttede

til Vamdrup som toldassistent, og døde her den 2. april 1906.

Sin barndom havde han henlevet nær ved grænsen, idet hans fader

havde købt en landejendom i Folding, og Knudsen har altså på

nært hold kunnet følge begivenhedernes gang i kampen mellem

dansk og tysk om Sønderjyllands jordbund næsten hele sit liv.

Han var en god dansk mand, der elskede sit fædreland højt, og

som embedsmand godt lidt af sine kaldsfæller, ligesom han ved

sin jævne, bramfrie færd var almindelig afholdt af alle, der

kom i berøring med ham. Ved hans død mistede toldetaten en af

de gamle, solide embedsmænd, der har begyndt fra nederst af og

arbejdet sig frem gennem praktisk virksomhed til en anset

livsstilling.

Fra Ribe amt. 1912 (side 378 - 386)

Folketælling 1840 Lejrskov (fra DDA)

Lejrskov by, hus nr. 40

Laurids Iversen, 55 år, gift, aftægtsmand

Anne Cathrine Knudsdatter, 63 år, gift, hans hustru *)

Ane Olesdatter, 24 år, ugift, deres datter **)

Ole Knudsen, 7 år, plejesøn

*) Anne Cathrine Knudsdatter (144) har først været gift med Ole (Oluf) Pedersen (143). Hun er farmor til Ole (Hans Laurits) Knudsen (110)

**) Hun er datter af Anne Cathrine Knudsdatter og Ole (Oluf) Pedersen (143).

Folketælling 1845, Føvling

Knud Olesen 35 år gårdmand

Ole Hans Laurits Knudsen 11 år hans søn

Anne Katrine Knudsen 6 år hans datter

Folketælling 1880, Vamdrup:

Bolig Vamdrup pakhus.

Hans Laurits Knudsen, 45 år, født i Lintrup sogn, Ribe amt, husfader, toldassistent.

Sofie Katrine f. Petersen, 30 år født i Hejls sogn, Vejle amt, hans hustru

Knud Rikard August Knudsen, 6 år, født i Taps sogn, Vejle amt

Ane Karen Marie Knudsen, 5 år, født i Taps sogn, Vejle amt

Laurits Christian Knudsen, 4 år, født i Taps sogn, Vejle amt

Peter Vilhelm Knudsen, 2 år, født her i sognet

Henrik Rudolf Knudsen, næsten 1år, født her i sognet

Toldvæsenets konduitelister, Vamdrup.

1905:

ansat 24.2.1879, bestalling 16.1 1889.

1.8.1857 - 1.9.1859 underkorporal ved fodfolket

22.8.1864 midlertidig grnseopsynsmand

15.1.1865 grænsegendarm

1.4.1868 korporal i grænsegendarmeriet

7.10.1875 toldmedhjælper i Vamdrup

Fast løn 1100 kr, alderstillæg 1500 kr + 120 kr = 2720 kr + 240 kr i diæter.K. er en samvittighedsfuld, pligtopfyldende og ærekær mand, som med megen interesse og routine udfører sin tjeneste, som han for så vidt angår de særlige forudsætninger har indgående kendskab til. På grund af sit gode helbred er han i stand

Comments

Add a new comment